De gode gamle dage... År 1976

I 1976 var jeg 7-8 år gammel og "save your kisses for me" med Brotherhood of Man repræsenterer meget essensen af min barndom. Jeg kan godt blive ærgerlig på mine yngre medmenneskers vegne, at de ikke får lov til at opleve forventningens glæde for alvor. Dengang var vi nødt til at væbne os med tålmod. Og jeg husker specielt, da denne sang vandt det internationale melodi grand prix. Den gik rent ind. Vi unger skrålede med uden at vide, hvad vi sang :-) og vi dansede ligesom dem på scenen. Husker du hvordan? Ellers tjek videoen nederst...

Menneskeheden har desværre udviklet sig til et "I want it all - and I want it now"-folk. Vi kan ikke længere vente på noget. Og den permanente informationstilgængelighed gør ikke sagen bedre. Hvornår har du sidst siddet i gode venners lag og haft en god diskussion? En diskussion om hvornår Danmark vandt OL i kvindehåndbold for første gang eller hvornår Anker Jørgensen blev statsminister. Uenighederne bliver hurtigt lagt på hylden, fordi der ALTID er en eller anden, der lige hiver sin iPhone eller et lignende Android-produkt frem og googler sig frem til svaret. Nå! Hvad skal vi så snakke om???? At jeg kender ordet Android skyldes kun massiv markedsføring. Aner ikke, hvad ordet dækker over, men jeg tror, at det er noget med en "skærm-telefon"... I couldn´t care less. Har ikke selv en og har egentlig heller ikke noget ønske om at få én. Men jeg slipper nok ikke. Sidst jeg købte en ny telefon, købte jeg en Nokia et-eller-andet-nummer Slide. En ualmindelig ringe telefon... Har overvejet at tage min gamle Nokia 3210 i brug igen... Den har da i det mindste en størrelse, der gør den nem at finde og den er faktisk helt rar at tale i... Fordi de nye telefoner kan alt. De kan tage billeder, spille musik, optage video, hente apps (jo jo, jeg kender godt ordet), gå på nettet, man kan se tv og læse mails... Men er de værd at tale i??? Lydkvaliteten er da ikke blevet bedre efter vi alle er blevet mobile. Det skyldes måske også, at vi har den med overalt. I køen i supermarkedet og mens vi vasker op... Jeg sidder heller ikke stille, når jeg taler i telefon. Jeg kan sagtens sidde stille inden og efter; men under en samtale har jeg fået en irriterende vane med at foretage mig noget. I gamle dage gik man ikke længere end ledningen tillod det. Der blev tegnet mange krusseduller på blokken ved skrivebordet i mine forældres stue. Og det var meget socialt at tale i telefon. Hele familien kunne følge med i om ham Jesper fra parallelklassen ringede til mig - og hvor rød i hovedet jeg blev, når han gjorde :-)

Tilbage til "save your kisses for me" med Brotherhood of Man... Når jeg hører den, tænker jeg på, hvordan vi unger sad forventningsfulde og hørte "Hej P3" i håbet om, at de spillede den. En skøn eftermiddag i min skolevenindes stue kom den. Vi sprang op og begyndte at danse rundt i stuen, mens moderen tyssede på os. Hun optog nemlig sangen på kassettebåndoptageren. Dvs. hun optog alle lyde fra stuen... Der var ingen kabler. Så avancerede var vi ikke på det tidspunkt. Og da jeg et års tid senere blev så avanceret, følte jeg simpelthen, at jeg havde vundet i lotteriet, hver gang jeg fik min yndlingssang i kassen... Efter at have siddet den ene eftermiddag efter den anden med kassettebåndoptageren, der var koblet sammen med en transistorradio med "start" og "record" knapperne nede og fingeren på "pause"-knappen gik der et sus igennem mig, når Christian Flagstad læste lytterønsker op og lagde op til, at NU kom den... Lytterønsker, der var sendt med helt almindelig post vel at mærke. Det var længe før sms og e-mails... Ja, endda før telefaxen... Min lykke var for alvor gjort, når min favoritsang kom og der ikke blevet speaket ind over starten og slutningen. Så kunne jeg spole tilbage og høre den igen og igen... Den største sorg var, når man fik båndsalat.

At forklare den yngre generation hvordan det var, da jeg var barn er umuligt. Da min søn var 7-8 år gammel, fortalte jeg ham om dengang jeg var på hans alder: "TV var i sort/hvid og vi havde kun én kanal. Lidt senere fik vi farvefjernsyn og 2 svenske og 3 tyske kanaler. Tegnefilm kom kun ½ time om ugen og så Disneyshow til jul". Min søn sad meget eftertænksomt og så ud i luften. Efter lidt stilhed sagde han "I må godt nok have set meget video, hva?!" ;-)

Soundtracket til mit liv - år 2001

Prøv at forestille dig hvis der skulle sættes musik til dit liv... Hvordan ville dit soundtrack så se ud?

Her er ét af de numre, som fyldte meget i mit liv i året 2001. Det var det år min far pludselig døde og det år jeg indså, at ham jeg gerne ville blive gammel med, ikke havde det på samme måde. Verden mistede sin uskyld med terrorangrebene mod World Trade Center og Pentagon... På alle måder et rædselsfuldt og meget smerteligt år.

George Michaels version af "I can´t make you love me" er meget, meget smuk. Den vil altid have en helt særlig betydning for mig - også selvom jeg ikke længere kravler sammen i lænestolen med dynen omkring mig og vræler i vilden sky. Det stadie er forlængst ovre :-) Nu nyder jeg den. Håber du vil gøre det samme...

Villy, Anders og lækagebarriere...

I  Presselogen på TV2 News i dag diskuterede panelet bl.a. voksenmobning på Borgen. Villy Søvndals åbenlyse, manglende engelsk-kundskaber blev hevet frem som eksempel. Og det fik mig naturligvis til at tænke…

Den var ALDRIG nogensinde gået, hvis Villy var en kvinde. Fordi en kvinde har selvkritik nok til ikke at ville sætte sig selv i en situation, der er så nem at latterliggøre… Dette handler ikke om Villy Sleepvalley personligt… Når vi stolte danskere sidder klistret til skærmen og ser vores helt egen, danske generalsekretær for Nato, Hr. Anders Fogh Rasmussen, så krummer mine tæer sig sammen i en grad, så jeg får krampe. Jeg synes, at budskabet går tabt, når man sidder med kæben slapt hængende af forbavselse over lyden, der kommer ud af hans mund. Det lyder bare ikke godt! Han skal også takke sin skaber for, at han ikke er født som kvinde. Men det er et meget godt eksempel på forskellen mellem mænd og kvinder. Hvis en kvinde skal søge en stilling, hvor hun skal kunne tale flydende tysk, så skal hun som minimum være korrespondent iflg. hende selv. En mand skal bare kunne sige "Zwei Bier bitte" og "Auf Wiedersehen".       Wie Schwer kann es sein? Sidste sætning er min helt egen konstruktion. Påstår ikke, at jeg kan tale og skrive fejlfrit tysk… Jeg er jo ikke korrespondent :-)

Og reklamebranchen gør det så absolut ikke nemmere for os kvinder at beholde vores integritet… En kendt hygiejnebindsproducent kører i øjeblikket en reklame, der udvider konceptet fra hygiejnebind til også at indbefatte lækagebarriere til "de der små urinlækager"… Øhhh???? What???? Skal vi nu til at finde det helt naturligt, at alle kvinder i den fødedygtige alder går og småpisser lidt i bukserne eller hva´?! Altså, jeg er udmærket klar over, at der findes mange, der lider af inkontinens - både mænd og kvinder, men det er da ikke flertallet. Og hvad bliver det næste? Der er jo egentlig ikke langt til lige at forlænge hygiejne-bleen, så vi kvinder også kan gå og skide en lille smule i buksen… Det er jo den naturlige vej i produktudviklingen lidt a la Gillette - the best a man can get… Hvor mange blade er vi nået op på???? Det har taget hele mit voksenliv at nå fra 2 blade til der, hvor vi er i dag… Og hver gang bliver det lanceret som en revolution indenfor barbergrej… Hvor svært er det lige at gætte, at efter 3 blade kommer 4?

Dette er ikke et angreb på mændene… Snarere et lille og kærligt spark til kvinderne… Hvo intet vover - intet vinder… Ved ikke, hvad det hedder på tysk, men jeg kan altså sagtens bestille to øl og sige farvel på tysk, så jo! Jeg taler sproget flydende ;-)

Somebody to love...

Der har været en del interesse om mit seneste indlæg… Det om net-dating. Adskillige har bedt om noget follow-up-information… Skal min søn have en pap-far på alder med ham selv? Er min svigermor yngre eller ældre end mig? Og sidst men ikke mindst: Er jeg endt op i 4 dele i en kuffert i Peblingesøen?

None of the above, kære venner. Det der dating på the great world wide web… Det ér bare ikke mig, sorry…

Jeg gider ikke alt det der dating/kæreste/er-han-prinsen-på-den-hvide-hest halløj… Allerhelst vil jeg springe hele mellemregningen over og bare have mig en mand. En ægtemand. At han så gerne må være en ægte mand - det er jo en selvfølge…  Og var han ikke det, havde jeg heller ikke giftet mig med ham. Jeg stoler på min dømmekraft og spoler gerne et stykke ud i fremtiden :-)

Fordi jeg vil gerne have en partner for resten af livet. Én jeg kan planlægge at bygge en carport sammen med… Og planlægge den næste ferie… Men også én, hvor jeg kan sige: "kan du huske dengang…" Samhørighed og tosomhed… Jo tak. Give me some of that...

Livet som single-chick er okay. Der er 100% enevælde på matriklen nu, hvor min søn er flyttet og hunden tilbringer det meste af tiden hos min mor. Og jeg NYDER det… Men det er farligt, har jeg fået at vide. Fordi hvis jeg bor alene for længe vil jeg ALDRIG nogensinde kunne finde mig i at bo sammen med et andet menneske igen… Jeg vil åbenbart blive ligesom de der mennesker, man sommetider læser om, der er vokset op blandt vilde dyr… Utilpasset… Meget skræmmende!

Men måske jeg har fundet løsningen for at bevare gnisten i parforholdet… Var i en møbelforretning med min veninde i går og her så jeg den perfekte ægteseng. En køjeseng! Det er jo genialt….

Så længe man er nyforelskede og har brug for at ligge helt tæt og sammenfiltret, fylder man alligevel ikke mere end én sengs bredde tilsammen. Når så hverdagen sætter ind, så har man en pladsbesparende og praktisk anordning, der giver mulighed for at komme på besøg hos hinanden. Man kan endda dekorere sengen alt efter om det er bad boy-piraten, der inviterer eller om det prinsessen, der skal have besøg… Nu mangler jeg bare en mand til at samle sengen ;-)

Hvad er det, der er 27 cm langt og kommer fra Aalborg?

Jeg har gjort noget vildt… Jeg har kastet mig ud på online-dating markedet.  Efter at have taget tilløb flere gange, har jeg nu oprettet en profil. Og hånden på hjertet: Jeg hader det! Og er ret overbevist om, at jeg ALDRIG kommer til at møde nogen som helst af disse bejlere IRL. Det tør jeg simpelthen ikke! Efter alt det jeg har været igennem, så ville det være pænt ærgerligt at dukke op i parteret tilstand i en stor kuffert i Peblingesøen… For man ved jo ikke, hvad det er for en, der gemmer sig bag profilnavnet. Altså nogle profilnavne giver jo selv… "Aalborg27cm" f.eks. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad han har målt til at være 27 cm… 27 cm! Hm… Måske man alligevel skulle smide ham en mail  ;-)

Eller hvad med "Trofast 65"? Er det kun mig eller tænker du også på en hund??? Trofast…

Mit eget profilnavn er en hemmelighed. Og det er min profil faktisk også. Jeg har ikke billede på. Det er alt for grænseoverskridende for mig. "Jamen, så er der ingen, der skriver". Og jo! Det er der. Unge mænd byder sig til… Med profilbilleder af deres nøgne overkroppe. Og jeg er langt fra imponeret. Nu er det måske bare mig, der er mærkelig, men et billede af en 20-årig ung mand, der måske nok er vokset til i højden, men mangler drøjden - dét er sgu ikke lige mig… Og så 20 år gammel! Det ville faktisk være mere oplagt at lade ham møde min jævnaldrende søn. Det kunne jo være, at de havde fælles interesser - som IKKE indbefatter mor!!!

Det er en meget almindelig måde at mødes på. Men det er da noget mærkeligt, markedsagtigt noget. Hvis jeg snakkede højt med mig selv ville jeg være hæs af at sige "duer ikke - væk! Næste!" som en anden prinsesse fra et eventyr. Og hvor meget eventyr er der egentlig over at sidde til sit eget bryllup og sige "ja, vi mødtes jo så på netdating. Han var "BigTool4U" og jeg var "StiveSkruer". Arj! Det holder altså ikke…

Skriveblokering?????

Efter at have brugt det meste af en formiddag på at oprette og tilrette bloggen, så er det jo nærmest komisk som jeg sidder og ikke aner, hvad jeg skal skrive om...


Mit hoved svømmer jo over med meninger og ord!


Det, der tager længst tid, når man skal oprette en ny blog, er egentlig at finde et passende navn til den. For hvad er den røde tråd? Er det mad? Er det politik? Er det bare min ordinære hverdag? Tja... Denne blog er nok en blanding af det hele, men gennemgående for indlæggene er, at de er hudløst ærlige. Alt det, som jeg ikke kan sige ude i den virkelige verden har jeg tænkt mig at få afløb for her. For indimellem er jeg ved at eksplodere i en rus af hensynstagen og påklistret positivt livssyn... Man skal have en positiv livsindstilling. Har man ikke det, får man rynker, kræft og dårligt karma.


Men er det ikke farligt? At gå rundt og være påtaget fucking flink hele tiden. Der vil altid være mennesker, som flår hele armen af, når man rækker dem en lillefinger. Jeg tænker sommetider, at de mennesker, der går fuldstændig amok og skyder deres kolleger eller skolekammerater, det er vel sådan nogle, der har været fucking flinke for længe. Og så får den berømte dråbe bægeret til at flyde over... eller også er de bare fucking syge i hovedet.